CD: ”Væk fra byens støj og larm – og andre fra Dansktoppen”

 

På denne CD har jeg samlet lidt af det jeg i tiden fra 1973 til 1980 lavede på plade og kassettebånd.

 

Væk fra byens støj og larm: blev mit første ”hit” – og vel også det eneste på landsplan. Det var egentlig B-siden på min første single, som blev testet på Dansktoppen, og kom ind i 3 uger i december 1973. To uger som nr. 9 en én som nr. 10. Så havde jeg da prøvet det. Den er indspillet i STUK studiet sydvest for Ålborg, den 1. august 1973, hvor også Bamses’ Venner i samme periode  lavede deres første indspilning. Backing er ”Broadway Trioen” fra Kalundborg. Lars Stryg er producer, selvom jeg selv betalte 2000 kr. for at ”få lov”. Den anden linie i første vers og i refrænet lød oprindeligt: ”…ud mod bjergene…”, fordi sangen var skrevet om en af mine venners amerikanske ven, der var taget fra Maryland, USA ud til Wyoming for at blive cowboy. Det lød så eventyrligt. Men i studiet blev der midt under indspilningen foreslået om ikke ”bjergene” kunne ændres til ”klitterne”, for at få et mere dansk tilsnit. OK, vi var jo i Jylland så det blev ændret.

Jeg skal være far: A-side på den første single, og skrevet sammen med Kim Christensen, da hans søster lå på fødegangen, og vi forestillede os hans svoger rende rundt på gangen udenfor. Kims navn kom aldrig med på plade etiketten ved en fejl, men han har altså en del af æren for denne sang. Blev formentlig ikke testet på Dansktoppen (som B-siden blev det) fordi Peter Belli nåede at udgive ”Hurra hurra hurra – min kone har gjort mig til far”, imens min plade blev skåret i Holland.

Min bedstemor: Hedder egentlig ”Dengang jeg besøgte min gamle bedstemor” og skrevet til min farmors 70-års fødselsdag, hvor jeg sang den for hende til festen. Blev indspillet i Metronome studiet i København i januar 1974, og er min anden single. Backing er Royal Strings, med Lars Stryg i spidsen. Blev aldrig testet til  Dansktoppen, måske fordi ”To Jyder” var kommet mig i forkøbet med sangen ”Da farfar var ung”.

En bajer eller to: B-side til ”Min bedstemor” og den første melodi jeg komponerede. Senere kom teksten om den hyggelige restaurant ”Slotskælderen” i Kalundborg, hvor jeg kom meget som ung elektriker lærling. Der var fyldt med gamle sjove ting og antikviteter, der gjorde hyggen ekstra interessant.

Jennie, Jennie: - var i grunden imod mine principper om at jeg kun ville indspille mine egne sange. Men tilbuddet kom dumpende fra Ole Erling, og jeg skrev da også den danske tekst til det års svenske melodigrandprix vinder. Indspillet i Ole Erlings studie i Måløv til et færdig playback i foråret 1975.

Udgivet i juni 1975. Blev ikke testet til Dansktoppen.

Bang a Boomerang:  B-side til “Jennie, Jennie” – og én af mine fejltagelser. Kjeld Heick havde skrevet teksten og kom selv med den da jeg var i studiet. Eneste jeg kan nævne som specielt er at jeg synger ”in-duplo” til ”playback’en”, men hver indspilning er gjort uden at lytte til den anden. Jeg kunne åbenbart sangen så godt at jeg sang synkront uden at vide det. Vi valgte at lade begge spor komme med på pladen.

 

 

Jeg rejser hjem: En af mine egne sange der først var med engelsk tekst – det var tænkt som en country og western sang. Jeg var så heldig at Ole Erling gerne ville producere nogle plader med mig (jeg hjalp så ham med at synge en række numre anonymt - til billigbåndsproduktion). Han kaldte et hold af musikere i studiet (”Ole Erling holdet”), bestående af Finn Fausing (bas), Niels Tuxen (guitarer), Mogens Sørensen (piano) og Kurt Riedel (trommer). Vi lavede 6 numre, hvor af de 4 er udgivet på plade, selvom det lyder lidt af masse produktion. Den bedste er efter min mening ”Jeg rejser hjem”, hvor Tuxen spiller en uforlignelig steelguitar. Blev udgivet som A-side på min sidste af 5 singler i februar 1977, og blev testet på Dansktoppen den 5. marts 1977, dog uden at blive stemt ind.

Trafikken ruller frem: B-side til ”Jeg rejser hjem” singlen. Er skrevet i 1969 før jeg selv fik kørekort med engelsk tekst  (The traffic’s rolling on). Inspireret af den noget barske form for trafik information i 60’ernes Danmark, hvor der ved hovedvejene var sat flagstænger op på udvalgte steder. En hvid/grøn vimpel i toppen betød at ingen den dag var slået ihjel på denne hovedvej. Et stort sort/hvid flag indikerede det dystre faktum at én eller flere havde mistet livet. Den blev senere oversat til dansk og indspillet af ”Ole Erling holdet” ligesom A-siden. Blev i øvrigt jævnligt spillet i Trafikradioen i DR i en årrække.

Lad det ske: En dansk udgave af Beatles sangen ”Let it be”. Jeg er inkarneret Beatles fan, men det var i grunden en ny udgave af sangen med Leo Sayer, der inspirerede mig til denne danske version. Det var første gang jeg syntes at en anden udgave af en Beatles-sang kunne ”bære”. Det ville jeg så prøve og skrev en dansk tekst. Jeg kunne godt ha’ tænkt mig lidt mere tid til at ”kæle” for sangen under indspilningen, men vi havde travlt for det skulle jo ikke blive for dyrt. Udgivet som den 4. single i juni 1976. Den blev testet på Dansktoppen i 26. juni 1976, men blev ikke stemt ind.

Skrup af!: Et lille ”flip” fra min side. En dansk udgave af Beatles sangen ”Get back”. Den danske tekst blev inspireret af en af mine klasse kammarater på ingeniørstudiet på Københavns Teknikum, Bo Karas ( i øvrigt i familie med den berømte Anton Karas (temaet fra ”Den 3. mand”)), var en skørte jæger, og havde altid succes. Og de så godt ud allesammen. En gang holdt vi fest hos mig i Hillerød, men han havde ingen dame og ville komme alene. Turen i S-toget ændrede på dette, og han stillede med en ”model” til festen. I teksten spekuleres der i den dag hvor han får et afslag fra en af damerne, men det er ren spekulation….De første linier blev til i samarbejde med min sidemand Lars Buus, i en atomfysiktime på Teknikum.

Sangen blev B-side til singlen med ”Lad det ske” og vi kaldte hele singlen ”Tribute to Beatles”.

Fest i Kalundborg: Startnummer på byfest bånd nr. 2 til byfesten i Kalundborg 1980. Sangen hed oprindeligt ”Højt, højt mod nord”, og skrevet til en optræden på Flyvestation Thorshavn på Færøerne. Min backing gruppe var Erik og Torben Elmelund, Klaus Kruse og Svend Aage (Barber) Nielsen, Vi havde en mægtig tur, og da samme hold skulle lave opfølgeren på byfestbåndsucceens fra 1979 ”Hej, Venner!”, så manglede der et ”Kalundborg nummer”. Det klarede jeg så i en håndevending. Båndet blev produceret af Erik E. og mig, og indspillet hos Ole Erling i maj 1980.

 

25 år i JUVI: Sangen er skrevet til JUVI-klubbens 25 års jubilæum den 1. oktober 1978 på melodien ”Living next door to Alice”. JUVI-klubben var ungdomsklubben, hvor jeg kom og deltog i en talent konkurrence i vinteren 1969, hvor jeg blev nr. 5 ud af 6. Nr. 6 var markant dårlig! Jeg spillede på min far’s gamle guitar, men hvad jeg spillede må henstå i det uvisse. Senere blev det dog anderledes, og i en årrække var jeg fast gæste musiker ved forskellige lejligheder. Til jubilæet var det mig der leverede musikken i baren. Den er indspillet i ”Topper’s Track Recording i Helsingør, på en playback jeg havde fået fra Ole Erling’s lydtekniker Arne Toft, efter at jeg havde lavet en cover version af den danske originalversion af ”Alice” med ”Bamses Venner”. JUVI er senere blevet stedet, hvor jeg sammen med andre lokale musikere i den 21’ende århundrede får afløb for vore musikalske tendenser i klubben ”Rocktårnet”.

At være sammen med dig:  En sang skrevet i 1975 til min kone af første ægteskab Lisbeth, og indspillet sammen med ”Ole Erling holdet”. Udgivet på ”Fest i Kalundborg” båndet.

Du er på toppen: En sang skrevet i samme periode som den ovenfor. Ingen speciel anledning, men jeg sendte denne og ”At være sammen med dig” til Melodigrandprixkomitéen i 1977, men fik båndet retur med ”tak for lån”. Jeg undrede mig senere over at mine sange var blevet ”skrottet”- efter at have hørt deltagerne i det danske melodigrand prix. Men jeg ”kendte jo heller ikke nogen” inde i systemet….(surt opstød!)

Gem et lille smil til det bliver’ gråvejr: Ole Erling havde lavet den på et af sine ”Hammond-hits” bånd, og jeg kunne godt lide sangen. Vi lavede så en ”hurtig” indspilning en gang i 1976 – og tag kvaliteten for hvad den er…

Jeg sang den til min mors 50-års fødseldag, for øvrigt med 40 i feber!

Showbiz: Jeg dukkede en dag i 1977 op hos Ole Erling på vej hjem fra Teknikum, og dér var man ved at lægge sidste hånd på værket til en LP med ”Andrew John & Lissa”. Jeg havde engang hørt Andrew John på Kalundborg Gymnasium og det var lidt ”fedt” at hilse på ham. Siden har jeg ikke hørt om ham. De havde lavet et nummer der hed Showbiz til LP-en, som jeg havde hørt fra en af prøveoptagelserne, og skrevet en dansk tekst til. Jeg fik lov at lave en dansk version på basis af deres playback, og Lissa sang 2. stemmen på denne indspilning. Niels Tuxen er også her med på steelguitar. Showbiz nummeret kom så med på ”Fest i Kalundborg” båndet.

Fredag nat: Oprindeligt indspillet af Peter Belli som en dansk version af Glen Campbells ”Southern Nights, (som i øvrigt er skrevet af Neil Diamond). Jeg lavede en cover version til et af Ole Erlings billigbånd, og var et af de numre jeg lavede ”efter skoletid”. Denne tror jeg ”sad i kassen” første gang.

 

Solskin:  Et ”Klaus og Servants” nummer fra 70’erne. Blev indspillet lidt tilfældigt en dag jeg var i studiet hos Ole E. Min guitar spiller det gennemgående guitarstykke – men ikke mig. Jeg mener at huske at det var Finn Fausing. Udgivet på et billigbånd.

Tænker altid på dig: Årets grandprixvinder med ”Bamses Venner” 1980. Ole Erling ringede en søndag og spurgte om jeg skulle omkring hovedstaden inden længe (læs: helst i dag).  Jeg samlede familien og kørte til svigerforældrene i Birkerød, og smuttede indenom Måløv på vejen. Jeg skulle lige lave en cover version af Bamses sang til et Grand Prix – billigbånd, som skulle ud i en fart (lige efter grandprix’et givet vis). Det tog 2 ”takes” og så var den i hus. Blev senere inkluderet på ”Fest i Kalundborg” båndet.

Væk fra byens støj og larm:  Ved indspilningen af numre til ”Fest i Kalundborg” båndet, blev denne gamle ”dansktopper” støvet af, og efter Erik Elmelunds idé lavet i en country og western version. Ib Johnsen (det syngende postbud) er her manden på steelguitar.

24 år med Alice: Min cover version af den danske udgave af ”Living next door to Alice” med ”Bamses Venner”. Udgivet på billigbånd af Ole Erlings musikselskab PMS.

Hvis jeg får chancen: Cover version af en dansk udgave af ”Rhinestone Cowboy” og udgivet på billigbånd af Ole Erlings musikselskab PMS.

Alle mine venner: Et nummer skrevet af Lasse Helner og Torben Eschen, og indspillet af ”Lasse & Mathilde”. Jeg havde sunget den en del til byfesten året tidligere, og vi måtte ligesom have den med. Slutnummeret på ”Fest i Kalundborg” båndet. Det er Johnsen (det syngende postbud) der er ved at dø af grin til sidst.

 

Bonus numre:

Til julebal i nisseland: En indspilning fra 1960. Min far havde lånt en Philips spolebåndoptager til at lave en række interviews med familiemedlemmer, som en fødselsdag gave til en onkel i USA der fyldte 60 det år. Det var en helt ny måde at sende hilsner på, med sådan et ”lydbånds-fødseldagskort”. Jeg havde vel været i ”biffen” og se ”Lille Per til julebal”, og havde lært sangen uden ad. Min far var kvik nok til at lave et par indspilninger med mig hjemme i stuen mens min lillebror Henrik pludrer i kravlegården i baggrunden. Han er senere blevet mere betydende for min musikudøvelse, idet vi har dannet duo der spiller ved festlige lejligheder. Dette er den første optagelse af mig på lydbånd, og efter en afpudsning syntes jeg at den skulle med, når nu jeg var i gang med min ”opsamlings CD”. Det er min far der ”snorker” i slutningen af nummeret.

Waterloo: Har intet med ABBA at gøre, men et gammelt nummer med ”Four Jacks” fra sidst i 50’erne. Vi havde grammofonpladen (den er desværre forlist undervejs), og den kunne jeg godt lide. Far optog også dette nummer i 1960.